Den danske byggebranche er igen i søgelyset med lige så nedslående fortællinger, som tonen kan være hård på byggepladserne. Det handler om den skadende arbejdskultur og den hårde tone. Dette er branchens chance for at støtte fremtidens håndværkere og vise, at viljen til forandring i fællesskab er større end viljen til at opretholde den elskede skurvognsjargon.
Skrevet af Emmilie Joy Hansen, snedkerlærling
Danmarks Radio lavede i oktober en serie om lærlinges vanvittige og ubehagelige oplevelser på deres lærepladser. Den nye generation af håndværkere kalder på forandring og en bedre kultur. Det var på tide, at serien og de efterfølgende debatter kommer op til overfladen. Jeg er glad for, at byggebranchen endelig har fået denne chance til at skabe forandring. Det er en chance, som vi ikke må misse. Vi må ikke drukne den i undskyldninger som: “Det er en ensidig og unuanceret fortælling af byggebranchen”, “Vores undervisningsminister havde da en god læretid” eller “Sådan var det også i gamle dage”. Efter de to første episoder af “Bare en lortelærling” hørte og læste jeg disse udsagn i flere udsendelser, artikler og reaktioner på sociale medier. Næsten alle udsagnene kom fra lærlinge eller udlærte. Det gjorde mig trist.
Jeg ville ønske, at alle i byggebranchen støttede udsendelsen ufortrødent. Fordi de lærlinge, der står frem, ønsker forandring. De ønsker en bedre byggebranche, og de fik ikke støtte på deres arbejdsplads, uddannelse eller i deres fagforening.
Da jeg fik nys om DR’s ide om at lave et program, der satte fokus på de dårlige historier, så tænkte jeg “Okay, det er måske en unødvendig og trist vinkel”. Men efter jeg havde hørt “Under radaren – De usynlige lister”, så var jeg rasende og ked af de hændelser, der sker i min branche. Jeg blev samtidig også lidt pinlig over, at jeg havde tænkt førstnævnte tanke. Jeg tror, at jeg tænkte sådan, fordi jeg ikke har en dårlig læretid. Jeg følte mig pludselig meget heldig over at have en god læremester, gode kollegaer og muligheden for at sige fra. Jeg kunne sige fra overfor mine tidligere kollegaer, min skole, andre håndværkere på byggepladser, fordi jeg var 25 år, havde tidligere erhvervserfaring og en god mester. Og selv dér var det ikke nemt at sige fra.
Som lærling kan det sociale også være en fraværende faktor, fordi man er så meget på sin læreplads, men også her var jeg privilegeret. Jeg havde et socialt sikkerhedsnet og stærkt netværk i foreningen Lærlinge for bæredygtighed. Jeg indså, at jeg var imod DR’s ide til en start, fordi jeg er en privilegeret lærling. Når det er sagt, så har jeg fortællinger om ubehagelige mennesker med upassende adfærd i min læretid. Og jeg tør æde min sløje høvl på, at alle håndværkere kan genkende noget fra “Bare en lortelærling” i en eller anden grad. Fordi alle historierne har én ting til fælles – nemlig håndværkerjargonen.
Hvis en lærling ikke trives på sin læreplads grundet chikane, sexisme eller vold, så skal lærlingen kunne sige op og fortsætte sin uddannelse. Sådan fungerer det bare ikke for lærlinge. Hvis lærlingen siger op uden indblanding fra skolen, så kan lærlingen ikke fortsætte uddannelsen. Uddannelsen kan fortsætte, når lærlingen har fundet en ny læreplads, hvilket kan være rigtig svært at få. Grunden til, at nogle lærlinge mistrives på deres læreplads, er fordi de er bange for at blive frosset ude af uddannelsen. Lærlingen bærer selv ansvaret for at finde en ny læreplads, og det er svært at få hjælp.
Jeg har gået på to forskellige erhvervsskoler, og jeg kan helt roligt sige: Jeg ved, at det kræver systemændring. En systemændring som vicedirektør i DI, Signe Tychsen Philip, ikke mener er nødvendig. I P1 Debat foreslår hun, at virksomhederne og lærlingen løser problemet lokalt. Jeg synes, at det er for meget at bede en ung lærling, som ikke kender til branchen, om at løse problemet sammen med sin mester og svende. Jeg har i hvert fald ikke modtaget undervisning i konflikthåndtering på min erhvervsuddannelse. DI synes, at de arbejder drøn hårdt på arbejdsmiljø og retningslinjer for virksomheder i byggebranchen. Jeg synes, at programmet på DR taler i den modsatte retning. Eller måske gør DI ikke arbejdet godt nok. I Aftenshowet siger uddannelseskonsulent i 3F Byggegruppen, Morten Lehmann, helt ærligt, at det faglige udvalg ikke gør nok. De gør, hvad de kan, men det er ikke nok. Det synes jeg er skønt at høre i stedet for alle de politiske svar, der altid efterlader mig forvirret og uafklaret.
Alle peger fingre ad hinanden, men kun lærlingene bør have mandat til ansvarsfralæggelse. Jeg synes, at systemet fejler, når jeg hører den ansvarsfralæggelse, der finder sted mellem DI og erhvervsskolerne. I podcast-episoderne “Under radaren – De usynlige lister” mener Signe Tychsen Philip, at alle aktører (DI, 3F, erhvervsskole) har en “handlepligt”, når det kommer til viden om usunde lærepladser. “De usynlige lister” refererer til den diffuse viden, der findes på uddannelsesstederne, som opbygges på baggrund af dårlige oplevelser. Chefkonsulent i EVA, Marie Seliger, fortæller, at skolerne ikke har mandat til at fraråde eller blande sig i lærlinges valg af læreplads. I Deadline siger forperson i DEG, Allan Kortnum, at skolerne har omsorgsforpligtelse over for lærlinge og elever. Han siger, at listerne ikke er fysiske / nedskrevet, men mentale. Jeg mener ikke, at skolerne bruger denne viden rigtigt. Hvorfor er listerne ikke fysiske, så alle lærlinge kan se dem og udelukke lærepladserne? Hvorfor afleveres listerne ikke til de faglige udvalg, der ifølge Morten Lehmann kun fik fem indsigelser på dårlige lærepladser sidste år?
I maj 2025 aftalte Undervisningsministeriet, at lærlinge, der oplever krænkende adfærd eller diskrimination på deres læreplads, har de samme muligheder som en lærling, der udsættes for seksuelle krænkelser. Herunder retten til at blive hastefjernet fra lærepladsen og ansættes i skoleoplæring (SOP), imens der tages stilling til sagen. Det virker som om, at de ovenstående aktører og DR heller ikke kender til denne aftale, fordi ingen nævner den. Ja, tværtimod så ønsker flere aktører, heriblandt 3F, netop sådan en ordning. Dette er endnu et bevis på, at en systemændring ville gavne flowet for vigtig viden og information.
Udover regler, og aftaler som ingen kender til, så oplever jeg uskrevne regler på erhvervsskolerne: Skolerne vil have lærlingene ud på lærepladser, fordi de ikke har ressourcer til at have lærlingene i skoleoplæring. Derfor er skolerne tvunget til at opretholde den gode relation til alle tilgængelige lærepladser i lokalområdet. SOP’en har så dårlige forhold, at det er svært at modtage den forventede læring. Disse uskrevne regler efterlader rigtig mange lærlinge, der mistrives – uanset om man er i SOP eller i lære.
Sådan har jeg aldrig tænkt, efter jeg har fået fortalt en solstrålehistorie om faglig stolthed eller den gode fortælling om, hvordan lærlinge brænder for sit fag. Men efter DR’s udsendelser, så var jeg rasende. Altså jeg var rasende på den der “Det bliver vi nødt til at gøre noget ved”-måde. Gode historier kalder på inspiration og dårlige oplevelser kalder på forandring.
Derfor er det forkert timing, når folk i byggebranchen bliver provokeret af, at DR ikke sætter fokus på de lærlinge, der trives på deres lærepladser. Fordi serien er lavet for at sætte fokus på problemerne i byggebranchen. Udsendelsen starter faktisk med at besøge murerlærlingen Lucas, som er glad for hans læreplads og hans fag. Men det er som om, at folk glemmer den historie hurtigt – især kritikerne af programmet.
Når undervisningsminister Mattias Tesfaye fortæller til Berlingske:
»Jeg vil ikke kritisere, at de dårlige oplevelser kommer frem – dem skal vi selvfølgelig håndtere. Det er bare vigtigt for mig, at det negative ikke kommer til at stå tilbage som et generelt billede af en branche, som jeg selv har arbejdet i og kender særdeles godt«, så bliver de modige lærlinge i programmet forsømt af de privilegerede.
I stedet for at købe ind på, at Mattias Tesfaye havde en god læretid som murer eller at kulturen altid har været et problem i byggebranchen, så spørg hvordan vi slipper af med de dårlige lærepladser. Spørg hvordan vi sammen kan ændre vilkårene som lærling. Spørg hvordan vi skaber tryghed på vores håndværksuddannelser. Byg de trygge rammer og skab forandring sammen med lærlingene, der stiller krav til deres uddannelser.
Håbefulde hilsner fra en lærling, der kæmper for en byggebranche, jeg har lyst til at blive udlært i.
