Fagfestivalen HÅNDVÆRK vender tilbage: STARK i front og nye faggrupper med

Når byggebranchens fagfestival HÅNDVÆRK slår dørene op i Lokomotivværkstedet den 4.-5. februar 2026, bliver det igen med STARK som stor støttepartner. Festivalen udvider med flere faggrupper og sætter endnu større fokus på hands-on oplevelser, faglig fordybelse og tværfagligt fællesskab. For tredje år i træk samler HÅNDVÆRK mestre, svende, lærlinge og andre profiler, der kæmper for det gode håndværk i byggebranchen.

STARK går forrest

En af årets vigtigste nyheder er, at STARK igen går forrest som fagfestivalens store støttepartner.

Med STARK som en aktiv støttepartner står HÅNDVÆRK stærkere i arbejdet for en bæredygtig byggebranche. Sammen sættes der fokus på fremtidens håndværk – med ansvarlige materialer, sundhed på byggepladsen og løsninger, der holder i længden. STARK bringer både viden og engagement ind i fagfestivalen, for at inspirere og styrke de næste generationer af håndværkere.

– Som Danmarks største distributør af byggematerialer har STARK et særligt ansvar for at drive den grønne omstilling i byggebranchen. På HÅNDVÆRK møder vi lærlinge, håndværkere og entreprenører, og vi taler om det, der virkelig rykker: sundhed, gode materialevalg, effektiv byggeproces og dokumentation, der holder. Vores mål er enkelt: Vi bygger fremtiden ved at hjælpe jer med at bygge jeres, siger Britta Korre Stenholt, CEO, STARK.

Nye faggrupper, stærke partnere og vigtige udstillere

HÅNDVÆRK udvikler sig og i 2026 inviterer fagfestivalen for første gang de tekniske installationsfag som elektrikere, VVS’ere og ventilationsteknikere med. En mulighed, der har åbnet sig gennem et nyt partnerskab med teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg A/S, der på HÅNDVÆRK skaber et helt teknikunivers. Bygningskonstruktører bliver også en ny faggruppe, som gennem et samarbejde med Konstruktørforeningen, også bliver budt velkommen på fagfestivalen.

Dermed styrkes fagfestivalens rolle som samlingspunkt for hele byggeriets værdikæde.

En række markante virksomheder og organisationer bakker allerede op om fagfestivalen. Blandt partnerne finder man store brands, faglige organisationer og innovative leverandører, som ser værdien i at møde de udførende i branchen og støtte op om fremtidens håndværk. Bl.a. Dansk Håndværk, Håndværker.dk, DI Byggeri, Herningsholm Klimaerhvervsskole, Konstruktørforeningen, Wicotec Kirkebjerg A/S, XL-Byg Brejnholt og Carhartt.

En stor del af den store udstilling er allerede på plads og her møder deltagerne toneangivende producenter og leverandører inden for materialer, sundhed, værktøj og tekniske løsninger, heriblandt Outrup Vinduer & Døre, Saint-Gobain Ecophon, Palsgaard Spær, Isonem, Orkla Wound Care, Novatech Denmark og PensionDanmark. Det sikrer deltagerne direkte adgang til løsninger, rådgivning og nye produkter fra nogle af branchens mest innovative aktører.

Skabt til og i tæt samarbejde med branchen

Fagfestivalen er skabt på baggrund af input fra et stærkt Advisory Board fra og helt tæt på målgruppen for at styrke rollen som branchens mødested for viden, netværk og fremtidens håndværk.
Og målet er klart: at skabe stolthed i branchen og styrke fremtidens håndværk i Danmark.

– Vi har lyttet til, hvad målgruppen efterspørger, og i år bliver der endnu større fokus på hands-on aktiviteter, det gode og vigtige netværk, tekniske demonstrationer og praktiske løsninger. HÅNDVÆRK er ikke kun et sted, hvor man ser og hører – det er stedet, hvor man deltager, diskuterer og tager ny viden med hjem. Den tværfaglige tilgang gør fagfestivalen unik i byggebranchen og styrker dens rolle som platform for samarbejde, læring og faglig stolthed, fortæller Sarah Elhauge, der er direktør hos Building Green, som står bag HÅNDVÆRK.

    HÅNDVÆRK afholdes i:  Lokomotivværkstedet
    Otto Busses Vej 5A
    2450 København SV
    HÅNDVÆRK er skabt af Building Green. Vi har kontor på adressen: 
    • Ørnevej 18, 1., 2400 København NV
    • info@håndværk-kbh.dk
    • +45 35 25 35 45
    • CVR: DK-24 24 03 71

    Følg med