Onsdag morgen den 5. februar summede Lokomotivværkstedet af liv, da Københavns overborgmester, Lars Weiss, officielt åbnede HÅNDVÆRK 2025 på festivalens hovedscene. Over to dage samler HÅNDVÆRK branchen for at hylde det gode kvalitetshåndværk og dem, der står bag. I sin tale fremhævede Lars Weiss blandt andet vigtigheden af at rette opmærksomheden mod de udførende i håndværket.
HÅNDVÆRK, som for andet år i træk samler murer-, tømrer-, maler- og snedkerfagene, er nu officielt i gang i Lokomotivværkstedet i København. Allerede fra de tidlige morgentimer var der aktivitet på de mange stande, hvor både erfarne fagfolk og nye udstillere er i gang med at præsentere de nyeste materialer, teknikker og grønne løsninger.
Festivalen blev officielt åbnet på hovedscenen med en tale fra overborgmester i Københavns Kommune Lars Weiss som onsdagens første indslag efter velkomsten.
I sin tale understregede overborgmesteren vigtigheden af at sætte fokus på de udførende i håndværket:
– Behovet for klimavenlige løsninger inden for byggeri, energi og transport vokser dag for dag. Vi har hårdt brug for faglærte og deres kompetencer, hvis vi skal kunne levere flere grønne og bæredygtige løsninger. Jeg håber, at et arrangement som dette kan inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, siger Lars Weiss.
Festivalen HÅNDVÆRK løber af stablen både onsdag og torsdag med et omfattende program med blandt andet branchedebatter, praktiske demonstrationer og oplæg fra stemmer på tværs af branchen.
I år er hovedtemaet renovering – et emne, der favner både byggeteknik, arbejdsmiljø, diversitet, genbrug, mindre spild, biobaserede materialer og uddannelse. Derudover er der i programmet løbende afsat tid til underholdning fra flere af landets mest kendte komikere.
For dem, der gerne vil have lidt sjov med kollegerne, er der mulighed for at konkurrere i Power Tools Race, hvor el-værktøj bliver ombygget til racerbiler.
Torsdag fortsætter festivalen med de mange spændende aktiviteter, der sikrer, at deltagerne tager hjem med ny viden og inspiration.
