Årets udgave af festivalen HÅNDVÆRK er i fuld gang, og de mange aktiviteter i Lokomotivværkstedet i København summer af liv. Biobaserede materialer, live-demonstrationer og racerløb med værktøj er blot nogle af de mange elementer, der vækker stort engagement blandt deltagerne på festivalen, der løber af stablen den 5.-6. februar.
Allerede tidligt onsdag morgen var der liv og aktivitet i Lokomotivværkstedet, hvor store grupper af unge håndværkerelever var blandt de første til at ankomme.
Kalkbaserede mørtler, selvkørende robotter og stråtagsmockups er blandt de mange spændende elementer, deltagerne kan opleve på festivalen. I hallen præsenteres omkring hundrede kreative udstillerstande, hvor man kan udforske et væld af nye materialer og metoder. Værktøjsrum i biler og europaller monteret på høje søjler fungerer som udstillingsvinduer til de nyeste innovationer, og i løbet af onsdagen havde deltagerne mulighed for at afgive deres stemme på, hvilke aspekter af biobaserede materialer de mener er vigtigst.
En af de større attraktioner på live-byg-scenen torsdag var en hands-on session, hvor deltagerne fik mulighed for at eksperimentere med lerjord og lære, hvordan det kan bidrage til bæredygtigt byggeri.
Torsdag formiddag var der fyldt op med engagerede tilskuere på festivalens hovedscene, hvor eksperter og fagfolk diskuterede fremtidens håndværkere og bæredygtighed i byggeriet. Det er tydeligt, at der var stor interesse for at dele viden om genbrug, spildreduktion og biobaserede materialer.
Festivalen byder også på masser af sjove og underholdende aktiviteter. En af de mest populære attraktioner var Powertool Race, hvor skruemaskiner, bamser og andre værktøjer blev ombygget til lynhurtige racerbiler, der kæmpede om dagens hurtigste tid. Stemningen var høj blandt både deltagere og tilskuere, og der var jubel, hver gang en ny dyst blev sat i gang.
Dem, der ønskede en pause fra de faglige og konkurrenceprægede aktiviteter, benyttede sig af muligheden for at slappe af og samle ny energi i festivalens street-food område.
