Tscherninghuset har vendt byggeriets processer på hovedet

I en tid, hvor store dele af byggebranchen løber om kap for at reducere klimaaftrykket og skabe mere bæredygtige løsninger, er Tscherninghuset blevet et lysende eksempel på, hvordan man kan nytænke arkitektur og den praktiske tilrettelæggelse af et byggeri.

Tscherninghuset, der til daglig udgør domicil for entreprenøren Tscherning, er bygget med 89 pct. genbrugte, genanvendte og bæredygtige materialer.

Nøglen til at nå i mål med et så ambitiøst projekt er ifølge bygherren, Søren Tscherning, at processen vendes fuldstændig på hovedet:

”Projektet er bygget med udgangspunkt i materialer, som er pillet ud af andre ejendomme på nedrivningsopgaver. Når man bygger på den måde, kræver det udover nogle meget dygtige håndværkere, at man lader udvalget af materialet diktere projektets udformning,” siger Søren Tscherning, adm. direktør i Tscherning.

Det handler ikke kun om at bygge cirkulært, men om at genopdage en vigtig kerne i byggeriet – nemlig håndværket. Håndværkerens kreativitet og faglige stolthed er afgørende for at forvandle genbrugsmaterialer til noget unikt og funktionelt – det er en proces, hvor hver detalje afhænger af de udførendes dygtighed og engagement.

Søren Tscherning deler sine erfaringer fra projektet, når han besøger festivalen HÅNDVÆRK med et oplæg, hvor han vil vise, hvordan dedikation, kreativitet og respekt for materialerne kan flytte grænser for, hvad der er muligt.

Cirkulære løsninger kræver en modig bygherre

Ambitionen i sig selv var egentlig simpel nok. Han ville bygge ”det fedeste kontorhus”, han kunne forestille sig.

“Jeg følte mig lidt forpligtet til at gå hele vejen, fordi jeg længe og højlydt har advokeret for mere cirkulært byggeri og har sagt, at cirkulære løsninger blot kræver en modig bygherre, og nu stod jeg pludselig selv som bygherre,” forklarer han.

En af de største udfordringer i moderne byggerier er tilgangen til materialer. Søren Tscherning fremhæver, at vi alt for ofte designer bygninger, før vi overhovedet tænker på, hvilke ressourcer der er tilgængelige.

“Hvis vi i stedet designer ud fra, hvilke materialer der er til rådighed, kan vi skabe løsninger, der både er bæredygtige og unikke,” siger han.

I Tscherninghuset har det da også krævet fantasi og opfindsomhed at bruge genbrugsmaterialer på nye måder. Det er netop her, håndværkernes faglige kunnen kommer til sin ret, så skæve løsninger med atypiske materialer får nyt liv og skaber en unik æstetik.

”Alle løsninger er nogle, vi selv har arbejdet os frem til, fortæller han.

Det betyder også, at der ikke lå et færdigt projekt fra byggeriet gik i gang. Søren Tscherning selv har løbende haft talrige møder både med de dygtige håndværkere, der i praksis har ført projektet ud i livet og de skarpe arkitekter fra 3XN, som har justeret planerne ud fra, hvad der var muligt, forklarer Søren Tscherning.

Selvom Tscherninghuset har vundet priser og høstet stor anerkendelse i branchen, hvor det er blevet et symbol på, hvad der er muligt, erkender Søren, at det kræver en indsats udover det sædvanlige at realisere projekter som dette. Det starter med viljen, understreger han.

“Hvis man vil bygge med inspiration i vores projekt, så skal man ville det lidt ekstra,” siger han.

Økonomien vil for nogle være en udfordring, da cirkulære løsninger ofte er dyrere i første omgang.

“Hvis du sammenligner med et gennemsnitligt kontor, er det nok 50 pct. dyrere, vil jeg tro. Men jeg synes jo selv, at det også er mindst 50 pct. federe, så på den måde, ser jeg det ikke som en dårlig investering,” vurderer han.

”Sæt barren et sted, man senere kan rykke videre fra”

Men han ser også potentiale for forandring, især hvis store aktører som pensionskasser og det offentlige begynder at gå ned ad samme sti.

”Hvis landets største bygherrer begyndte at sætte ambitiøse cirkulære projekter i søen, ville priserne også komme betydeligt ned, når der kom volumen på. Udfordringen er, at fordi der er så få projekter, som fx rives ned med henblik på at næsten alt skal genanvendes direkte, så er der meget begrænset erfaring med det i alle dele af branchen,” siger Søren Tscherning.

I en verden, hvor standardisering og masseproduktion ofte styrer, er det et projekt, der beviser, at skræddersyede løsninger skaber noget særligt.

“Branchen er fyldt med folk, der synes, at i går var bedre end i morgen. Vi nåede 89 pct. genbrug, men man kan jo sagtens starte med mindre. Det vigtigste er, at man begynder og sætter baren et sted, man senere kan rykke videre fra,” afslutter han.

Tscherning-huset er et bevis på, hvad der kan opnås, når solidt håndværk og store bæredygtighedsambitioner mødes – hvilket er præcis den slags dedikation og faglighed, som festivalen HÅNDVÆRK hylder.

    HÅNDVÆRK afholdes i:  Lokomotivværkstedet
    Otto Busses Vej 5A
    2450 København SV
    HÅNDVÆRK er skabt af Building Green. Vi har kontor på adressen: 
    • Ørnevej 18, 1., 2400 København NV
    • info@håndværk-kbh.dk
    • +45 35 25 35 45
    • CVR: DK-24 24 03 71

    Følg med