HÅNDVÆRK lancerer årets plakat og program og sætter fokus på fremtidens håndværkerbranche

Fagfestivalen HÅNDVÆRK vender tilbage den 4. og 5. februar 2026. Programmet er nu klar til lancering og byder på masser af faglighed helt tæt på håndværkernes hverdag. Der er lagt op til to dage fyldt med hands on-viden, faglig læring, materialer, løsninger og en helt ny prisuddeling.

Når fagfestivalen indtager Lokomotivværkstedet, er den endnu engang spækket med inspiration, samtaler, læring og faglig stolthed. Lokomotivværkstedet kommer til at være fyldt med viden og underholdende og lærerige aktiviteter både på scenerne, hos de omkring 75 leverandører og på festivalens forskellige områder.

Programmet sætter fokus på fremtidens håndværkerbranche gennem vigtige temaer som blandt andet bæredygtige valg, biobaserede materialer, sundhed, digitalisering, kultur og trivsel, arbejdsmiljø og diversitet.

– Vi har lagt os i selen for at skabe et stærkt program, hvor masser af håndværkere på scenerne bringer os endnu tættere på branchens hverdag og virkelighed. Hvis vi skal fremtidssikre håndværksfaget, kræver det, at vi både sætter fokus på materialerne, de bæredygtige valg, virksomhederne, der skal balancere faglighed og ansvarlige løsninger, og de mennesker, der får det hele til at ske. Det handler om at skabe et mødested, hvor faglighed, forretning og fællesskab går hånd i hånd og hvor vi hylder dem, der får byggeriet til at ske, siger Sarah Elhauge, direktør i Building Green, der står bag HÅNDVÆRK.

For at få endnu flere faggrupper med udvider HÅNDVÆRK målgruppen, så den udover tømrere, murere og snedkere også omfatter VVS’ere, elektrikere, ventilationsteknikere og konstruktører. HÅNDVÆRK byder også på nye områder, som et teknikunivers, et sundhedsområde, et cirkulært og biobaseret område og et helt nyt samtaleværksted, hvor de besøgende kan mødes til dialoger, netværk og viden tættere på praksis.

Masser af live byg og læring i praksis

På Live Byg-scenen folder fagfestivalen det gode håndværk ud, når profiler fra branchen bygger og demonstrerer metoder, teknikker og materialer. Lige op ad scenen står Herningsholm Klimaerhvervsskole med en levende udstilling, hvor nysgerrige håndværkere kan prøve noget af det af, som også vises på Live Byg-scenen. Formålet med scenen er, at de besøgende går hjem med en jordnær, faglig og praktisk funderet refleksion om fremtidens byggeri.

– Det er vigtigt for Herningsholms Klimaerhvervsskole at være partner og udstiller på HÅNDVÆRK, da vi skal spille en aktiv rolle i den grønne omstilling og især i håndværksuddannelsernes løbende udvikling. Her er HÅNDVÆRK et godt sted at møde mestre, elever og producenter og få input til næste step, fortæller Jens Christian Morgenstjerne Bøgh, underviser på tømreruddannelsen, Herningsholm Klimaerhvervsskole.

Fejring af det gode håndværk og håndværkere, der gør noget særligt  

HÅNDVÆRK fylder Lokomotivværkstedet med faglig puls og håndværksstolthed, når endnu flere håndværkere tager ordet og deler deres erfaringer, så branchen kan spejle sig i de faglige indsigter. Blandt oplægsholderne er tømrerne Jakob Linsdell og Erik Veng-Christensen fra Mester Madsen Tømrer & Snedker, der holder et inspirerende indlæg om faglig stolthed, hvor de fejrer håndværket, deler erfaringer og viser styrken i det fællesskab, der skabes på tværs af branchen. De glæder sig begge til at tage del i fagfestivalen og den vigtige agenda:

– HÅNDVÆRK er faglighedens mødested for byggebranchens helte, hvor vi taler byggebranchen op, roser håndværkerne og puster den faglige stolthed ren for støv. Jeg ser meget frem til at møde ligesindede, få ny viden, lytte til gode debatter og dufte til fremtiden, fortæller Jakob Linsdell, tømrer hos Mester Madsen Tømrer & Snedker.

Erik Veng-Christensen supplerer:

– HÅNDVÆRK er vores pusterum, hvor vi kan fordybe os i fremtidens byggeskik og engagere os i det store fællesskab omkring håndværket. HÅNDVÆRK er ’the place to be’, hvis man brænder for sit fag, og jeg ser specielt frem til to dage, hvor faglighed, bæredygtighed og fællesskab er i højsædet. 

Som noget nyt i 2026 introducerer HÅNDVÆRK en helt ny prisuddeling, der hylder håndværkere, som gør en ekstraordinær indsats. Her kåres ’Årets forbillede – stolthed til håndværket’ og ’Årets unge talent’ i samarbejde med Carhartt og STARK.

Se programmet og alle aktiviteter her.

Hent din gratis billet her.

    HÅNDVÆRK afholdes i:  Lokomotivværkstedet
    Otto Busses Vej 5A
    2450 København SV
    HÅNDVÆRK er skabt af Building Green. Vi har kontor på adressen: 
    • Ørnevej 18, 1., 2400 København NV
    • info@håndværk-kbh.dk
    • +45 35 25 35 45
    • CVR: DK-24 24 03 71

    Følg med