3. February 2025 miechristoffersen

HÅNDVÆRK 2025 har massiv opbakning: Udstillerpladser komplet udsolgt til årets event for de udførende

Festivalen HÅNDVÆRK melder komplet udsolgt på udstillerpladser, hvor alle 90 pladser er revet væk. Arrangøren forudser øget tilstrømning til årets event, hvor deltagertallet forventes at stige sammenlignet med første udgave af HÅNDVÆRK for et år siden.

Den 5. og 6. februar 2025 slår HÅNDVÆRK igen dørene op i Lokomotivværkstedet i København, og alt tyder på, at dette års festival bliver endnu større end hidtil. Alle 90 udstillerpladser er komplet udsolgt, og deltagertallet forventes også at overgå sidste års succes. Allerede på andet år begynder HÅNDVÆRK at cementere sin status som et af de største tilløbsstykker for udførende håndværkere.

Festivalen byder igen i år på et væld af aktiviteter, debatter og demonstrationer, hvor fagfolk kan blive klogere på nye materialer, teknikker og de krav, der venter i fremtiden.

”Vi er enormt glade for, at HÅNDVÆRK har fået fodfæste i branchen, hvor det igen i år nyder stor opbakning. Vi føler i den grad at håndværkerne fortjener et arrangement, hvor fagligheden hyldes samtidig med, at de kan nyde gavn af indbyrdes inspiration,”, siger Sarah Elhauge, direktør i Building Green, der er arrangøren bag HÅNDVÆRK.

På hovedscenen åbnes festivalen officielt af Københavns overborgmester Lars Weiss, hvorefter dagen fortsætter med skarpe branchedebatter om alt fra de kommende klimakrav i byggeriet til, hvordan håndværkere bedst kan navigere i en tid med øget fokus på renovering.

Senere indtager adm. direktør i STARK Britta Korre Stenholt scenen, hvor hun stiller spørgsmålet, som alle i branchen bør tage stilling til: Hvordan påvirker bæredygtighedsregler din hverdag?

Derudover vil et væld af både veletablerede og nye stemmer i byggebranchen dele deres perspektiver på de ændringer, der former fremtidens byggeri.

Videnshjørnet: Dyk ned i fremtidens byggematerialer
For dem, der gerne vil blive endnu klogere på materialer og metoder, er Videnshjørnet stedet at være. Her stilles der blandt andet skarpt på bæredygtige byggematerialer og håndværkerens rolle i den grønne omstilling.

Eksperter vil dykke ned i cirkulær økonomi, byggeaffald og certificering af bæredygtige tiltag, mens der også bliver plads til spændende indslag som en guidet “Silent Walk” gennem håndværkets verden, hvor man kan opleve materialer og byggeteknikker på en ny måde.

En anden stor attraktion bliver Live Byg-scenen, hvor håndværket for alvor kommer til live. Her kan de besøgende opleve demonstrationsprojekter, hvor gamle teknikker møder nye metoder.

Hvordan kan ålegræs bruges i byggeriet? Hvad er fordelene ved træfiberisolering? Og hvordan restaurerer man vinduer og døre med respekt for historien? Det er blot nogle af de spørgsmål, der bliver besvaret gennem praktiske demonstrationer.

Men det hele handler ikke kun om faglige input – der bliver også plads til sjov og konkurrence. Et af de mest populære indslag, PowerTool Race, vender tilbage, hvor deltagerne skal bygge deres egne racerbiler ud af elværktøj og dyste mod kolleger og kendte brancheprofiler.