11. January 2024 malene

Hvordan kan vi skabe byggeri, der gavner fremtiden?

Helga Mathiessen er tømrer og formand for Snedker og Tømrernes Brancheklub i København, og så taler hun på festivalen HÅNDVÆRK den 24. og 25. januar, når hun åbner hovedscene den ene af dagene.

Læs et interview med Helga herunder.

 

Hvad er din baggrund og hvad laver du til dagligt?

Jeg er tømrer og formand for Snedker og Tømrernes Brancheklub i København. Det er en klub for alle tømrer og snedkere, der er organiseret i 3F.  Brancheklubben arbejder for bedre arbejdsvilkår for snedkere og tømrere og det er også et sted, hvor vores fag fylder rigtig meget. Vi arbejder for at bæredygtigt byggeri kommer meget højere på dagsordenen i vores branche.

Hvad er godt håndværk for dig? 

Godt håndværk er noget, der kan holde i mange år. Både kvalitetsmæssigt, men også funktionelt og æstetisk skal det være sådan, at det er langtidsholdbart. Og så skal godt håndværk jo gerne gøre vores samfund til et bedre sted og ikke ødelægge naturen og klimaet. Så godt håndværk er at bygge med materialer og metoder, der udleder mindst muligt CO2, med mindst mulig kemi og selvfølgelig så det kan holde i rigtig mange år. 

 

Hvad synes du, der er brug for i den danske håndværkerbranche lige nu?  

Der er brug for, at vores politikere tør tage de svære beslutninger og sætte skrappe krav til, hvor meget CO2 et byggeri må udlede, og at de forbyder eller begrænser de mest klimabelastende produkter. Og det skal gælde både nybyg og renoveringer. Lige nu er kravene alt for slappe. Det er ikke til at holde ud at høre om den galoperende klimakrise og så gå på arbejde, hvor vi nærmest kun bygger med de mest klima-belastende byggematerialer. Vi bygger med mineraluld, beton, glas og stål i én uendelighed. Men vi skal bygge meget mere med biogene materialer og vi skal i gang med at lære, hvordan vi kan skabe byggeri, der gavner fremtiden i stedet for at ødelægge den. Det tror jeg også vil hæve den faglige stolthed for os i byggebranchen. I virkeligheden tror jeg ikke det er så svært, men så længe politikerne ikke beslutter nogle hårde krav til branchen, så sker der alt for lidt. 

Og så skal vi også udfase rigtig meget af den kemi, der er i byggematerialerne i dag. Det er både skidt for vores arbejdsmiljø, for miljøet og i mange tilfælde også for dem, der skal bruge bygninger efterfølgende. 

 

Hvordan får vi mere diversitet og bæredygtighed ind i branchen? 

Der er mange steder at tage fat. Vores uddannelser skal tilpasses, så vi lærer at bygge bæredygtigt. Det er helt afgørende for at komme i gang med den grønne omstilling.  Og så tror jeg som en ekstra bonus, at erhvervsuddannelser med en grøn profil vil tiltrække flere og mere forskellige typer elever.

Man kan jo heller ikke komme udenom at tale om lærepladser. Hvis vi skal have flere faglærte, kræver det, at virksomhederne tager nogle flere lærlinge. Det burde firmaerne tage mere ansvar for, men jeg mener også at politikerne burde komme mere på banen. Hvis det ikke var så svært at få en læreplads, så ville der også være bedre adgang for folk, der står bagerst i køen, når der skal søges læreplads. F.eks. kvindelige lærlinge og lærlinge med udenlandsk klingende navne.

 

Hvad glæder du dig mest til på HÅNDVÆRK?

Jeg glæder mig rigtig meget til at se på bæredygtige produkter og materialer og konkrete eksempler på, at man godt kan bygge uden at udlede alt for meget CO2. 

 

Skal du også være med på årets festival for håndværkere?

Vi glæder os til vi ses den 24. og 25. januar i Lokomotivværkstedet. Du kan se det fulde program til HÅNDVÆRK lige her og du kan hente din gratis billet her.